Forstå byggevejledningen til dit kit

Alt det, du har brug for at vide, for at bygge dit WoodBlocX-kit så nemt som muligt.

Når du køber et WoodBlocX-design, modtager du en byggevejledning, der beskriver, hvordan du bygger de enkelte lag i dit design. Vejledningen sikrer, at du nemt kan bygge alle typer kits. Uanset om du skal bygge et højbed, et havebassin, en støttemur eller havemøbler, modtager du en vejledning med farvekodning. I vejledningen kan du se, hvordan du bygger dit kit lag for lag.

Når du også har vores PDF-fil med den generelle byggevejledning, som er fyldt med gode tips, har du alle de oplysninger, du har brug for til at kunne bygge dit WoodBlocX-projekt. Vi sender som standard din specifikke byggevejledning vedhæftet i e-mailen med din ordrebekræftelse. Hvis du hellere vil have en trykt kopi, kan du bestille den trykte vejledning sammen med din ordre.

I dette blogindlæg ser vi nærmere på de enkelte sider i den lagvise vejledning. Hvis du har spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte vores kundeservice.

Dit WoodBlocX-design

De to første sider i byggevejledningen indeholder tekniske tegninger af dit WoodBlocX-design. De isometriske billeder og planbillederne indeholder detaljer om størrelsen på dit design. Du kan nemt se, hvor forankring (jordspyd eller vinkelbeslag) og interne støtteblokke skal monteres. Brug tid på at tjekke de størrelser, der er angivet i byggevejledningen, så du er sikker på, at vejledningen matcher det design, du har bestilt.

For de kunder, der bruger vores gratis designservice, kan du kontakte den designer, du har samarbejdet med, hvis du har spørgsmål til vejledningen.

Det er ikke bare noget vi selv siger – WoodBlocX-kunderne elsker de detaljerede byggevejledninger

“Vejledningen er klart den bedste, jeg har oplevet sammenlignet med tidligere projekter.”

Philip Hornsby fra Lutterworth, Storbritannien – anmeldelse på feefo

Tjek komponenterne til dit byggesæt på sidste side

Inden du går i gang med at bygge, skal du tjekke sidste side i byggevejledningen. Der kan du se en liste over de komponenter, der skal bruges til at bygge dit WoodBlocX-design.

Du kan se alle de BlocX-blokke og det tilbehør, du skal bruge til hvert lag. Vi har brugt farvekoder, så det er nemt at finde de rigtige komponenter. Hvis du tror, at der mangler noget, skal du kontakte os. Bemærk! Afslutningslaget er ikke vist på denne liste over komponenter. Du kan finde flere oplysninger om dette i afsnittet Tilføjelse af afslutningslaget senere i dette blogindlæg.

WoodBlocX-dyvlerne leveres nu i to forskellige størrelser. Standarddyvlerne (markeret med gult) bruges til hovedkonstruktionen. Dyvlerne til afslutningslaget (markeret med lilla og pakket i grønne poser) skal kun bruges lige under afslutningslaget.

Sådan bygger du det første lag og monterer forankring

Det nederste lag i dit WoodBlocX-projekt er det vigtigste. Så brug god tid på at gennemgå denne side. Det er meget vigtigt, at du bygger på et plant underlag, da det sikrer, at konstruktionen bliver så stabil som muligt. Det sikrer også, at de efterfølgende lag af BlocX-blokke passer. Hvis du har brug for flere oplysninger om klargøring af underlaget, skal du se vores komplette byggevejledning.

På denne side kan du se, hvordan du lægger det første lag BlocX-blokke, og hvor du skal montere forankringen: jordspyd (til bløde underlag) eller vinkelbeslag (til hårde underlag). Hvis dit design er længere end 2 meter eller højere end 25 cm, kan du også se, hvor du skal begynde byggeriet af de interne støtteblokke, som fastgøres med hjørnebeslag (følg vejledning for placering). Vær opmærksom på, at der er forskel på vinkelbeslagene til forankring af konstruktionen og hjørnebeslagene til støtteblokke.

Hvis dit design inkluderer vinkelbeslag til underlaget og skal bygges på et hårdt underlag som en terrasse, beton eller fliser, kan vejledningen se ud som denne:

Byg et lag ad gangen

Når du er færdig med det første lag, skal du dobbelttjekke, at det er i vater. Derefter starter den sjove del med at bygge dit design lag for lag. Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt dit design kommer til live, når du følger siderne i vejledningen. Husk, at konfigurationen af blokkene skifter for hvert lag. Så vær ekstra opmærksom på de farvekodede BlocX-blokke i dit design. Det er dette unikke system, der sikrer den lange levetid for WoodBlocX-konstruktioner.

Bedste tip til et hurtigt resultat: Du kan spare tid, når du skal placere dyvlerne i hvert lag. I stedet for at kigge i vejledningen, kan du blot kigge ned i hullerne og indsætte en dyvel der, hvor du kan se en dyvel i det underliggende lag.

Et vigtigt tip til de mere komplicerede WoodBlocX-designs, som har mange interne støtteblokke og hjørnebeslag.

“I vejledningen kan hjørnebeslagene nogle gange skjule den underliggende BlocX-konfiguration. Vær opmærksom på, hvor mange dyvler du kan se, da det gør det nemmere at se, hvilken BlocX-blok der skal monteres under beslaget.”

Et praktisk råd fra Adie i vores kundeservice – husk, at vi står klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål til byggeriet.

Montering af dyvler til afslutningslaget (lilla) på den sidste række

Når dyvlerne i vejledningen skifter fra gule til lilla, har du nået det sidste WoodBlocX-lag. Du skal nu slå de sidste dyvler i, som skal holde på afslutningslaget. På dette lag skal der også monteres hjørnebeslag, som giver ekstra styrke.

Dyvlerne til det sidste lag er pakket i grønne poser, og de er markeret med lilla i vejledningen. Disse dyvler er kortere end de andre dyvler. Hvis du er kommet til at bruge disse dyvler for tidligt i projektet, behøver du ikke at gå i panik. Du kan blot skære de overskydende dyvler kortere.

Det er også på dette tidspunkt, vi anbefaler, at du monterer en beskyttende folie. Du kan fastgøre folien mellem det sidste lag WoodBlocX-blokke og dyvlerne til afslutningslaget for at få en pæn afslutning (se vejledningen).

Vi anbefaler altid, at du monterer en beskyttende folie, da det forlænger levetiden på WoodBlocX-konstruktionen. Det siger vores kunder om vores folie til højbede.

“Meget høj kvalitet, og der var rigeligt af den. Den sidder virkelig godt og sikkert mellem det sidste lag blokke og afslutningslaget. Den giver rigtig god beskyttelse til højbede, som forhåbentlig vil holde rigtig mange år.”

Tilbagevendende kunde, Storbritannien – anmeldelse på feefo

Montering af afslutningslaget

Den sidste side i byggevejledningen viser, hvor du skal slå afslutningslaget fast for at færdiggøre dit WoodBlocX-design. De fremhævede tal i cirklerne svarer til antallet af borede huller på undersiden af det enkelte stykke af afslutningslaget. Vær opmærksom på, at ”halve huller” under afslutningslaget tælles som ”hele huller” i vejledningen.

Vi tilbyder to typer afslutningslag: traditionelt og moderne. Begge typer monteres på samme måde. Brug et ekstra stykke træ til at beskytte afslutningslaget, når du slår det fast. Du skal muligvis bruge kræfter for at lukke hullet mellem afslutningslaget og det sidste lag af WoodBlocX-blokke. Start i et hjørne, og arbejd dig rundt om konstruktionen for at færdiggøre dit projekt.

Teamet hos WoodBlocX ønsker dig god fornøjelse med dit projekt. Vi håber, at du får glæde af det i rigtig mange år.

Bestil en trykt vejledning med din ordre

Vidste du, at du kan bestille en trykt vejledning med din ordre? Vejledningen er specifik for dit design, og du slipper for at skulle kigge på den digitale vejledning på din telefon eller bærbare computer, mens du arbejder i haven. Den er også perfekt, hvis du ikke har en printer.